Nyheder, sæsonen 2008/2009.

 

Torsdag d. 2/7 2009.

Sommerferie og på gensyn til sæsonen 2009/10.

De sidste væsentlige ord, for den afsluttede sæson 08/09, er skrevet. Sommeren er over os, og H37.dk/oldboys vil i denne forbindelse gå på 'sommerferie', da der heller ikke er stort og småt at berette om her i de aktuelle sommermåneder.

 

Træningstiden for den kommende sæson er uændret. Således trænes der om onsdagen i Svanemøllehallen i tidsrummet fra kl. 20.00-22.00, hvor Håndboldklubben Old Boys formentlig vil deltage og fortsætte træningssamarbejdet med Veteranholdet fra KH/ØHK. Dato for opstarten på træningen er endnu ikke fastlagt men følg med på siden, hvor Jean senere vil meddele nærmere herom ved opstart.

 

Derudover har Jesper sørget for at leje foreningshuset, i H/F Øbro lørdag d. 12/9 2009, i forbindelse med den årlige tradition med at afholde 'opstartsfest'. Forhåbentlig kolliderer datoen ikke med en eventuel turneringskamp til den forestående sæson. Du kan læse mere om arrangementet her på hjemmesiden senere på sommeren. Men sæt allerede nu et kryds i kalenderen for lørdag d. 12/9 2009.

 

Sidst men ikke mindst er der blot tilbage at ønske aktive som passive på Veteranholdet, samt øvrige besøgende, en rigtig god sommer.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 2/7 2009.

Loppemarked 30. august 2009 i KH/ØHK.

Bestyrelsen i KH/ØHK meddeler følgende på deres hjemmeside:

 

Sjove og forunderlige ting har i årenes løb gemt sig lokalerne på Jagtvej. I løbet af sommeren rydder vi op og sætter alt det til salg, som vi ikke skal have med ned til lokalerne i B93. Kom og hjælp os med at få ryddet lokalerne med manér og gør et kup på loppemarkedet den 30. august 2009 kl. 10-15! Mere info følger på klubbens hjemmeside i midten af august - men sæt X i kalenderen allerede nu!

 

Skrevet af: Lise Bobek, KH/ØHK


 

 

Lørdag d. 30/5 2009.

Nye klublokaler til KH/ØHK og samarbejde med B93.

Nedenstående er 'sakset' fra klubbens hjemmeside, hvor følgende meddeles:

 

Nye klublokaler og nyt samarbejde med B93.

1. september får vi nye klublokaler og flytter vores klubaktiviteter ned til B93 ved Svanemøllen.

I denne uge kom vi på plads med en ny lejeaftale om brug af B93's lokaler ved Svanemøllen. Det betyder, at vi flytter fra vores nuværende lokaler på Jagtvej pr. 1. september i år.

 

Forhandlingerne med B93 har løbet over det sidste år, men ideen om et samarbejde og fælles klublokaler stammer helt tilbage fra 1994, da B93 flyttede ind i deres nuværende lokaler. Vi har haft to primære forudsætninger for samarbejdet som skulle opfyldes: Begge klubber skulle deltage i samarbejdet med godt humør og lyst til samarbejde, der hvor det giver god mening. Desuden skulle samarbejdet være til økonomisk fordel for begge parter. Helt konkret betyder aftalen, at vi får:

  • Adgang til de åbne klublokaler hos B93 

  • Adgang til møderum

  • Cafe-faciliteter med daglige åbningstider

  • Kontorfaciliteter og skrivebord på det fælles kontor

  • Lagerrum i kælderen

  • Motionsrum med mulighed for holdene til at reservere tider til fysisk træning 

  • Tilbud om billigt individuelt medlemskab af B.93 Motion

  • Mulighed for samarbejde mellem ledere, trænere og spillere fra B93 på områder, hvor det vil være sjovt og godt. 

 

Vi håber, at de nye muligheder og samarbejdet med B93 vil give et løft til klublivet og aktiviteterne for både B93 og Team København. Hans Drachmann fra B93's hovedbestyrelse, der har været den drivende kraft i forhandlingerne, skriver: "I B.93 glæder vi os til det nye samarbejde. Team København er en god og velfungerende klub, og de har mange gode ideer i både ungdoms- og seniorarbejdet, som vi håber at kunne lære af i B.93. På samme måde kan det være, at vi kan bidrage med gode ideer og erfaringer til håndboldklubben. Vi tror kort sagt, at samarbejdet gør begge klubber stærkere."

 

I løbet af sommeren vil vi begynde at rydde op i de gamle lokaler på Jagtvej og forberede overflytningen til de nye lokaler hos B93. Vi håber, I alle bliver glade for at være i de nye klublokaler. Vi kan efter vores bedste overbevisning være rigtig godt tilfredse med lejeaftalen, der giver os mange nye muligheder i klubregi - og glæde os til det nye samarbejde med B93.

Bestyrelsen / v. Lise Bobek

 

Skrevet af: Lise Bobek, KH/ØHK


 

 

Søndag d. 26/4 2009.

Afslutningsfesten 2009 i billeder.

Billederne fra gårsdagens afslutningsfest er nu at finde på Veteranholdets fotoarkiv. Såfremt at du endnu ikke, af den ene eller anden grund, er blevet tilmeldt som bruger på fotoarkivet, så skriv da til den hjemmesideansvarlige på oldboys@h37.dk og få tilsendt brugernavn og adgangskode via e-mail.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 19/4 2009.

Status på sæsonen 2008/09.

Sidste turneringskamp er spillet i Old Boys Veteran A-rækken, og det er således tid til at gøre status på sæsonen 2008/09 som på flere måder har været af noget af en blandet oplevelse rent sportsligt. Samlet set blev det i år til en 4. plads i turneringen, med 16 point efter 15 kampe og med en målscore på -27. Dette vendes der tilbage til, da der er andre aspekter, som har gjort sig gældende i den netop afsluttede sæson.

 

Som i den foregående sæson, valgte Veteranholdet i sæsonen 2008/09 at fortsætte træningssamarbejdet med Håndboldklubben 'Old Boys' om onsdagen i Svanemøllehallen. Denne gang med en ekstra kapacitet og ny træningspartner i form af Håndboldklubben HGI. Dette har umiddelbart været et konstruktivt træningssamarbejde, da alle tre hold ikke ville kunne gennemføre en træningstime i eget regi. Og at træningen så foregår i Svanemøllehallen, er vel blot en ekstra motivationsfaktor for de træningsvillige fra KH/ØHK?

 

På spillersiden har man i denne sæson fået tilgang i form af Per, der tidligere har spillet for Politiet. Og han må siges at have været en gevinst for Veteranholdet, i det han har spillet samtlige kampe, med undtagelse af kampen mod Fremad Valby d. 7/12-08, og har ligeledes placeret sig på den samlede 3. plads på topscorerlisten i denne sæson.

Kenneth har derimod ufrivilligt måtte holde pause denne sæson, grundet en længerevarende skade for lyskebrok, men har efter eget udsagn meldt sig klar til at spille i den gule trøje igen til den kommende sæson.

Ole har heller ikke været til rådighed for Veteranholdet denne sæson, hvilket skyldes arbejdsmæssige årsager i Afrika af flere omgange. Men han vil, når tiden tillader det, være med på holdet i næste sæson.

Frank har i denne sæson haft to gæsteoptrædener i målet, mod henholdsvis Ajax og FIF, og har ligesom Ole været optaget af arbejde og udstationering, her på 'Absalon' for at sikre lov og orden i bl.a. Adenbugten.

Derudover har Michael Westergren og Kjeld fra 'Old Boys' venligst stillet sig til rådighed, når Veteranholdet har haft kvaler med at stille hold til kampene i netop afsluttede sæson.

 

Stiller man blikket skarpt på de sportslige præstationer, er der flere aspekter, der har gjort sig gældende i sæsonen 2008/09.

 

Noget man ofte har kunne ærgre sig over, er de omgivelser hjemmekampene er blevet afviklet i. Med al respekt for Svanemøllehallen må man dog konstatere, at det ikke er den mest optimale hal at spille håndboldkampe i. Her tænkes der bl.a. på de forstyrrende elementer i form af andre idrætsudøvere, som på den ene eller anden måde sinker eller direkte stopper spillet på banen, hvis f.eks. en tennisbold i ny og næ ryger ind på banen. Noget andet er bl.a. den korte afstand mellem håndboldbanen, de omkransende baner og udskiftningsbænken. Her har der bl.a. været eksempler på, at Erik L. ikke har kunnet få de optimale arbejdsbetingelser fra fløjen eller i kontraangreb. Man kan nærmest sige, at man er 'lukket inde' på håndboldbanen i Svanemøllehallen. En kontrast til denne er Ryparkhallen, hvor banen er bredere, afstanden til udskiftningsbænken større og generelt set er der bedre betingelser for at spille håndbold her. Således har man ekstraordinært KUN spillet en hjemmekamp i Ryparkhallen, mens de resterende er afviklet i Svanemøllehallen.

 

Som noget nyt har klubber og håndboldhold i denne sæson selv haft mulighed for at kunne tidsbestemme og sætte dato på turneringskampe via hjemmesiden www.klubportalen.dk. Et hold som til fulde har udnyttet denne mulighed er HIK, som egenrådigt og arrogant fastsatte samtlige af deres hjemmekampe til onsdage kl. 21:30 i Maglegårdshallen i et noget afsides område fra bl.a. offentlig transport. Dette er for enhver modstander fuldstændig uacceptabelt, forkasteligt og er ikke normen for god sportslig opførsel. Dette førte bl.a. til at Fremad Valby boykottede deres to udekampe mod netop HIK, hvorfor fire meningsløse point tilfaldt Hellerupholdet, der samlet set endte på andenpladsen i rækken med 19 point. Et noget misvisende billede i forhold til den samlede stilling i OBVA-rækken, hvor Ajax Kbh. og Veteranholdet fra KH/ØHK evt. ville have kunne være bedre stillet, såfremt Fremad Valby havde afviklet kampene mod HIK.

Man har ligeledes oplevet, at HIK i de indbyrdes opgør i denne sæson, har gjort brug af op til flere Old Boys spillere - mere end det tilladte. Også Ajax Kbh. og FIF har haft vidt forskellige spillere til rådighed til de indbyrdes opgør, hvorfor 'svingdøren' har været godt i brug hos de tre klubber.

 

Jean har efterfølgende skrevet til turneringsudvalget i KHF hvor ovennævnte baneforhold, Svanemøllehallen kontra Ryparkhallen, og HIK's fastsættelse af tidspunkter for afvikling af deres turneringskampe er blevet problematiseret.

 

Resultatmæssigt har det været overvejende positivt, og med forventede? nederlag til Ajax Kbh., FIF og ikke mindst til HIK som før nævnt. Veteranholdet var i perioden december 2008 - februar 2009 inde i en sportslig stime, der gjorde at man her flere gange kunne bryste sig af at ligge nr. 1. Med tre sejre på stribe over henholdsvis Fremad Valby, Ajax Kbh. og Amager SK begyndte man så småt at snakke om en placering i top 3. Efter en 'kold dukkert' på ni mål mod HIK, men igen med sejr over Fremad Valby og FIF, var Veteranholdet fra KH/ØHK i den situation at de med tre kampe igen havde mulighed for at vinde rækken. Omvendt kunne den gode stime vende, og dette gjorde sig desværre gældende i sæsonens tre sidste kampe. Her tabte man igen til rækkens stærke hold fra FIF, Ajax Kbh. og HIK. Sidstnævnte modstander mødte man i sæsonens sidste kamp i Svanemøllehallen, hvor forskellen på de to hold virkelig gjorde sig gældende på banen. Kiggede man på holdkortet var forskellen på modstandernes fødselsår i sig selv udslagsgivende. 15-25 blev resultatet og en lidt misvisende og ærgerlig afslutning på en ellers tilfredsstillende sæson.

 

I forbindelse med turneringskampene i denne sæson har man ikke kunne undgå de såkaldte 'døm selv kampe', som er et hvert hjemmeholds mareridt. Men her har man virkelig været privilegeret hos Veteranholdet fra KH/ØHK, da man i skikkelse af Lennert har haft et yderst godt alternativ, når dommerstanden i København har svigtet i OBVA-rækken. Således har Lennert alle tre gange, der har været såkaldte 'døm selv kampe', taget fløjten og de 2x20 minutter. Og det ved at fordele 'sol og vind' lige mellem hjemmehold og modstander. Så der må bestemt lyde en tak for indsatsen i denne sæson til Lennert.

 

Sæsonen 2008/09 går på held men inden da afholdes den årlige afslutningsfest, traditionen tro, i H/F Øbro foreningshus, lørdag d. 25. april kl. 13:00, hvor både aktive som passive på Veteranholdet får lejlighed til at evaluere sæsonen, mange andre ting samt gennemføre de rituelle spil i festligt lag.

 

På gensyn til sæsonen 2009/10.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 15/3 2009.

Forslag til nyt design.

På baggrund af den udsendte mail omkring faktuelle oplysninger omkring skærmopløsning har jeg, i forhold til tilbagemeldingerne, arbejdet med et nyt design til hjemmesiden. Og resultatet er blevet overskueliggjort idet der nu kun er et rullegardin på hjemmesiden, man som besøgende skal forholde sig til. Ændringen af designet på hjemmesiden har resulteret i, at der er blevet lidt mindre plads på sidens midte, hvor indholdet toner frem. Men til gengæld 'står siden stille', selv når ens browservindue ikke er maksimeret. Giv endelig jeres mening til kende omkring det nye design, enten ved at skrive i forum eller via mail på oldboys@h37.dk. Det er jo jer som besøgende, der skal have det maksimale ud af hjemmesidens indhold.

Der er i øvrigt blevet lagt en afstemning ud på forsiden på hjemmesiden omhandlende det nye design. Giv ligeledes din mening til kende her ved at stemme.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 15/3 2009.

Optakt Old Boys Veteran - HIK.

Om en uge, søndag d. 22 marts 2009, spiller Veteranholdet fra KH/ØHK sin sidste turneringskamp i denne sæson. Modstanderen er her HIK og kampen spilles i Svanemøllehallen kl. 16:15. Til de to seneste kampe, mod henholdsvis FIF og Ajax Kbh., har denne skribent forsøgt at gisne om kampenes udfald. I begge tilfælde er det gået stik modsat, så på den baggrund undlader jeg at spå om udfaldet af kampens resultat. Derimod vil KH/ØHK med en sejr på søndag over HIK definitivt kunne sikre sig rækkens 2. plads. KH/ØHK og HIK's indbyrdes opgør i denne sæson har budt på en sejr til hvert hold. I skrivende stund ligger HIK på rækkens 2. plads med 17 point efter 14 kampe, mens Veteranholdet fra Østerbro er lige i hælene med 16 point efter 14 kampe. Så hvis KH/ØHK formår at tage begge point til søndagens kamp, og dermed placere sig på rækkens 2. plads vil man kunne afslutte en sæson på bedste vis. Omvendt vil et nederlag kunne resultere i en samlet 4.plads i OBVA-rækken såfremt Ajax Kbh. formår at vinde over Fremad Valby. Så mon ikke Veteranholdet fra KH/ØHK er opsatte på at give natteravnene fra HIK 'kamp til stregen'? Det endelige svar gives om en uge.

God Kamp!!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Lennert Tingleff - Døm selv kamp.

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Som udgangspunkt er alle mand klar til søndagens kamp. Jean, Erik L og Erik J.. medbringer øl. Oplysning om hvem der har trøjetasken er endnu ikke modtaget her på 'redaktionen'.

 

Mødetid: 15:45 i Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 8/3 2009.

Ændring til sæsonens sidste kamp.

Sæsonens sidste kamp, søndag d. 22/3 2009 mod HIK i Svanemøllehallen, var oprindelig fastsat til at skulle afvikles kl. 15:45. Men KHF har rykket tidspunktet en halv time frem, således at kampen nu afvikles kl. 16:15. Ydermere er der dommermangel i Svanemøllehallen denne søndag, hvorfor kampen mod HIK er en såkaldt 'døm selv kamp'.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Lørdag d. 7/3 2009.

Optakt Ajax Kbh. - Old Boys Veteran.

Søndag morgen drager Veteranholdet fra KH/ØHK til Københavns Sydhavn for at spille mod Ajax Kbh. i Bavnehøjhallen kl. 9:50. Østerbroholdet formåede desværre ikke at fortsætte den gode stime mod FIF i sidste kamp, hvorfor man her led et 7-måls nederlag i Svanemøllehallen. Men nu gælder det så Ajax Kbh., som holdet i denne sæson både har tabt til og vundet mod. Med tanke på aktuelle stilling, i skrivende stund, ligger KH/ØHK placeret som nr. 2 i rækken med 16 point efter 13 kampe. Henholdsvis 1 point foran HIK og 2 point mod Ajax Kbh. Udmønter søndagens tidlige kamp, i Bavnehøjhallen, i en sejr til Østerbroholdet tager man her endnu et skridt mod målet i forhold til den endelige placering i OBVA-rækken - nemlig 2.pladsen i rækken. Senere på dagen gæster HIK Amager SK i Sundbyhallen, og hvis 'amagerikanerne' her trækker det længste strå er rækkens 2. plads for KH/ØHK's vedkommende cementeret.

God kamp!!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen.

 

Holdansvarlig: Vakant.

Dommer: Kurt Kloborg.

 

Kommentar: Jean og Erik L. har begge meldt afbud til søndagens kamp. Jean har den geografiske afstand (nordsjælland) imod sig, mens Erik L. har problemer med sin ene akillessene. Børge har trøjerne med, mens Jack og Jesper (som erstatning for Erik L. i denne forbindelse) medbringer øl til efter kampen.

 

Mødetid: 09:20 i Bavnehøjhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Fredag d. 27/2 2009.

Optakt Old Boys Veteran - FIF.

Søndag eftermiddag kan blive en skelsættende dag for udviklingen i Old Boys Veteran A-rækken. Her møder Veteranholdet fra KH/ØHK hjemme Frederiksbergholdet FIF kl. 16 i Svanemøllehallen. Med en sejr over gæsterne fra Frederiksberg vil KH/ØHK passere det ellers så dominerende FIF hold, som herefter vil være tvunget til at være vinde deres næste kamp for at følge med Østerbroholdet. Seneste turneringskamp vandt Veteranerne fra Østerbro 16-14 ude mod netop FIF i Frederiksberghallen. En gentagelse af denne kamp ville være bestemt ikke være af vejen på søndag. Og hvis de to resterende kampe i turneringen flasker sig for KH/ØHK kan det komme på tale at skulle spille om 1. pladsen i rækken. Således skal både Ajax Kbh. og HIK besejres. Netop disse to hold tørnede sammen i onsdags kl. 21:30 i Maglegårdshallen, hvor HIK vandt en ret så overbevisende sejr på hele 26-17, og indtager i skrivende stund rækkens 3. plads med 15 points efter 13 kampe . Med tanke på Hellerup/Gentofteholdets usportslige fremfærd - med fuldstændig uacceptable tidspunkter for afvikling af såkaldte "natkassekampe" og at stille op med et næsten rent Old Boys hold - må KH/ØHK d. 22. marts ganske enkelt "smide fløjlshandskerne" og give holdet fra 2900 happiness "en over nakken". Men først gælder det søndagens kamp mod FIF, som forhåbentlig udmønter sig i en sejr til KH/ØHK.

God kamp!!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen og Frank Trojahn.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Peter Nygaard.

Dommerbord:

 

Kommentar: Frank indgår i truppen til søndagens kamp, på foranledning af Kim, hvorfor der er to målmænd i truppen til kampen. Jesper har meldt afbud til kampen på 'forum'. Oplysninger om trøjer og øl er desværre ikke kommet skribenten i hænde, inden optakten til søndagskampen er blevet udarbejdet.

 

Mødetid: 15:30 i Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 12/2 2009.

Optakt FIF - Old Boys Veteran.

Søndag formiddag spiller Veteranerne fra KH/ØHK ude mod topholdet FIF i Frederiksberghallen kl. 11:45. En turneringskamp hvis kamptidspunkt er blevet veleksponeret her på nyhedssiden. De to holds første indbyrdes opgør blev afviklet tilbage i november måned 2008. Og her fik Østerbroholdet noget af en snitter, da man her tabte 23-14. Frederiksbergholdet har efter nytår vundet over henholdsvis Fremad Valby og HIK, mens det blev til et 8 måls nederlag til rivalerne fra Ajax Kbh. Med tanke på den aktuelle stilling i Old Boys Veteran A-rækken, vil KH/ØHK med en sejr komme á point med FIF, der dog har spillet en kamp færre. Men med netop en sejr på søndag vil Veteranholdet fra Østerbro kunne trække fra de konkurrerende klubber, Ajax Kbh. og HIK, der begge puster Østerbroholdet i nakken med kun et points forskel.

God kamp!!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen.

 

Holdansvarlig: Vakant.

Dommer: Rene Mouritzen.

 

Kommentar: Jean har meldt afbud til søndagskampen. Ellers skulle alle mand som udgangspunkt være klar til søndagens kamp på Frederiksberg. Kim har trøjetasken og Erik J. og Børge sørger for det svalende humle til at skylle "halstøvet" af halsen, efter kampen.

 

Mødetid: 11:15 i Frederiksberghallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 8/2 2009.

Ny ændring i turneringsplanen.

Endnu engang har KHF valgt at ændre tidspunktet for afviklingen af kampen d. 15/2 i Frederiksberghallen mod FIF. Den første ændring gjorde, at kampen nu skulle spilles kl. 12:50. Nu er tidspunkt for kampstart d. 15/2 kl. 11:45. For mere information, klik da ind på afsnittet 'Sæsonen 08/09', hvor der formentlig ikke kommer yderligere ændringer for turneringskampen, ude mod FIF, d. 15/2 2009.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Tirsdag d. 3/2 2009.

Ændring i turneringsplanen.

KHF har ændret tidspunktet for afviklingen af kampen d. 15/2 i Frederiksberghallen mod FIF. Det oprindelige tidspunkt var fastlagt til kl. 14:00. Det nye og aktuelle tidspunkt for afvikling af kampen er kl. 12:50 - se den opdaterede turneringsplan på afsnittet 'Sæsonen 08/09'.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Onsdag d. 28/1 2009.

Optakt Old Boys Veteran - Fremad Valby.

Lørdag eftermiddag spiller Veteranholdet fra KH/ØHK for første gang i denne sæson hjemmekamp i Ryparkhallen kl. 13:00, hvor modstanderen hedder Fremad Valby. De to holds tidligere indbyrdes opgør i denne sæson har givet sejr til KH/ØHK. Første opgør blev vundet uden kamp, idet Valbyholdet ikke formåede at stille hold. Den næste kamp vandt Østerbroholdet 15-14 efter en tæt dyst og med en i udskiftningen i Valbyhallen. Med tanke på at KH/ØHK i de seneste kampe har kunnet mønstre fuldt hold, vil en sejr søndag eftermiddag i Ryparkhallen ikke være en urealistisk tanke, som samtidig vil placere Østerbroholdet på rækkens 2. plads.

God kamp!!!!

 

Truppen til lørdagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Børge Hald.

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Umiddelbart er der ikke ændringer at spore til lørdagens kamp, hvorfor man her stiller med det maksimale antal spillere. Richard medbringer trøjerne, mens at Per og Jack tager det kolde øl med til efter kampen.

 

Mødetid: 12:30 i Ryparkhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Tirsdag d. 27/1 2009.

Besked fra Jean.

Jean skriver følgende på holdets forum:

"OPROP

...Og det skete i de år, at Faraoen havde besluttet, at alle skulle skrives i mandtal ...

Således har også klubben besluttet, at alle skal skrives i mandtal, da KHF har bedt om nøjagtige data for medlemmerne.
Det vil sige: ALLE - både aktive og passive veteranmedlemmer - bedes sende mig en mail på
jan@strojek.dk med:

navn og fødselsdato/år samt om er aktiv eller passiv medlem ... for selvfølgelig bakker man op om klubben som minimum passiv medlem, selvom man ikke spiller på banen mere!

Jeg skal have besked senest på søndag kl. 2000. Vigtigt!!!!!"

 

Skrevet af: Jan René Strojek


 

 

Fredag d. 23/1 2009.

Referat fra HIK kampen og nyt holdbillede.

Jean har nedfældet de væsentligste ord fra kampen i onsdags mod HIK i Maglegårdshallen. Klik ind på afsnittet 'sæsonen 08/09' for at læse mere om kampen og se samtidig den ajourførte topscorerliste.

Derudover er det officielle holdbillede for sæsonen 2008/2009 blevet lagt ud i digitalt format på hjemmesiden. Du kan se dette billede på afsnittet 'Truppen 08/09', ligesom du inde på 'Arkivet' kan nærstudere holdbillederne fra tidligere sæsoner i Senior og Old Boys Veteran regi.

Det var lidt af en opremsning, men dette giver sig som bekendt udslag i at hjemmesiden, omhandlende Veteranholdet fra KH/ØHK, de sidste 6 år efterhånden er blevet temmelig omfattende hvad billeder, kampreferater og meget andet angår.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Mandag d. 19/1 2009.

Optakt HIK - Old Boys Veteran.

Veteranholdet fra KH/ØHK er, må man sige, inde i en positiv stime resultatmæssigt. De seneste tre kampe har givet fuldt udbytte resultatmæssigt, og onsdag aften spiller holdet ude mod HIK i Maglegårdshallen kl. 21:30. Sidst de to hold mødtes, tilbage i oktober måned 2008, vandt Østerbroholdet med 15-12. En gentagelse, og dermed sejr over Hellerupholdet, vil sende KH/ØHK á point med topholdet FIF på 1.pladsen. FIF tabte noget overraskende til Ajax Kbh. i weekenden med hele 18-10. Derfor ville to point i aftenkampen mod HIK være med til at skærpe konkurrencen i toppen af rækken, og dermed vil man kunne "trække fra" midterholdene i OBVA-rækken

God kamp!!!

 

Truppen til onsdagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Michael Hørup.

 

Kommentar: Som udgangspunkt stilles der med fuldt hold til onsdagens kamp i Maglegårdshallen. Erik J. medbringer trøjetasken, mens at Per og Richard sørger for den svalende humle til efter kampen.

 

Mødetid: 21:00 i Maglegårdshallen (Bregnegårdsvej 25, 2900 Hellerup).

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 18/1 2009.

Afslutningsfest 2009.

Efter kampen mod Amager SK, er det blevet besluttet at afholde afslutningsfesten 2009, Lørdag d. 25/4 2009 i HF/Øbro foreningshus. Klik ind på afsnittet 'Afslutningsfest' til venstre i menuen og tilmeld dig arrangementet.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Fredag d. 16/1 2009.

Optakt Old Boys Veteran - Amager SK.

Næste turneringskamp for Veteranholdet fra KH/ØHK afvikles på søndag, når man her tager i mod Amager SK i Svanemøllehallen kl. 11:15. De to seneste turneringskampe har givet maksimum point til KH/ØHK, og hvor begge kampe blev spillet i Valbyhallen. Om den gode stime fortsætter, vil søndagens kamp mod ASK give et fingerpeg om. Begge hold har hver vundet et af de hidtidige to indbyrdes opgør i denne sæson. Med en sejr over ASK vil veteranerne fra KH/ØHK kunne generobre 2. pladsen i rækken, som HIK fik på en noget billig baggrund ved at Fremad Valby ikke stillede hold til natarrangementet i Maglegårdshallen i onsdags.

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Døm selv kamp / Lennert Tingleff.

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Søndagskampen mod ASK er en 'Døm selv kamp', hvor Lemmy har stillet sig til rådighed. Jesper har trøjerne, mens Erik J. sørger for øl til efter kampen i omklædningsrummet.

 

Mødetid: 10:45 i Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Fredag d. 16/1 2009.

Referatet fra Ajaxkampen.

Erik Larsen har udarbejdet et velskrevet referat fra sidste weekends turneringskamp mod Ajax Kbh. i Valbyhallen. Klik ind afsnittet 'Sæsonen 08/09' for at læse mere om kampen og se samtidig den aktuelle topscorerliste.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 8/1 2009.

Optakt Ajax Kbh. - Old Boys Veteran.

Så skriver vi 2009, og det er tid for dette års første turneringskamp i OBVA-rækken, som afvikles på søndag d. 11/1-09 hvor Veteranholdet fra KH/ØHK spiller ude mod Ajax Kbh. i Valbyhallen kl. 12:40. De to holds første indbyrdes opgør, tidligere på sæsonen, endte med en sejr til Ajax Kbh. på 14-10 i Svanemøllehallen. Så det kunne være meget passende at starte år 2009 med en sejr mod de rød/hvide københavnere fra Vesterbro. I skrivende stund har Veteranerne fra KH/ØHK og FIF spillet en kamp færre end de øvrige hold i OBVA-rækken. Med en sejr ude mod Ajax Kbh. på søndag vil Østerbroholdet kravle op på rækkens andenplads med 10 point for 8 kampe. Dette forudsætter dog at Amager SK, ligeledes på søndag, kan tage begge point hjemme mod natteravnene fra HIK.

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Frank Trojahn Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Jens Hilligsøe.

 

Kommentar: Per, Jesper og Erik J. er nye i truppen i forhold til den seneste kamp mod Fremad Valby. Kenneth har på forum meddelt, at der endnu går noget tid inden han igen er at finde på Veteranholdet. Jack har trøjetasken, Kim boldene mens at Børge og Erik L. sørger for piskende koldt humle til efter kampen.

 

Mødetid: 12:10 i Valbyhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Lørdag d. 27/12 2008.

Fastsættelse af tidspunkter.

På Infosport.dk er de resterende kampe i sæsonen 2008/2009 blevet fastsat med tidspunkter for afvikling. Som i efteråret fortsætter HIK deres stil med at fastsætte deres hjemmekampe til onsdage kl. 21:30 i Maglegårdshallen. Derudover er de øvrige tidspunkter, til kampene i OBVA-rækken, fastsat fra tidlig formiddag til sen eftermiddag i weekenderne.

 

Til slut er der blot tilbage at ønske alle besøgende, aktive som passive, et rigtig godt nytår.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Tirsdag d. 16/12 2008.

Aflysning af onsdagens træning og opdateret turneringsplan.

Ifølge infosport.dk skal OB spille i morgen onsdag kl. 20:00 i Svanemøllehallen. Modstanderen er her HGI, og dermed en kamp mellem KH/ØHK Veteranholds to træningspartnere onsdag aften i Svanemøllehallen.

 

I øvrigt er turneringsplanen blevet opdateret, dog kun med datoskift i fastsættelserne af kampene, hvor tidspunkterne lader vente på sig. Følg med her på hjemmesiden, og på infosport.dk for at holde dig ajour.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Onsdag d. 10/12 2008.

Klubbens hjemmeside, Team-koebenhavn.dk, i ny udgave.

Klubbens hjemmeside, har netop skiftet udseende og er i denne forbindelse blevet opdateret med de nyeste oplysninger omkring bl.a. bestyrelsessammensætningen i KH/ØHK. Klik ind på www.team-koebenhavn.dk og få et indtryk af den nye udgave af hjemmesiden.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 4/12 2008.

Optakt Fremad Valby - Old Boys Veteran.

Søndag d. 7/12-08, spiller Veteranholdet fra KH/ØHK ude mod Fremad Valby i Valbyhallen kl. 17:40. Ligesom forrige kamp, mod Ajax Kbh. er det, det første indbyrdes opgør mellem KH/ØHK og Fremad Valby i denne sæson. Sæsonens første indbyrdes opgør endte med en aflysning fra Valbyholdets side, hvorfor man i KH/ØHK i denne forbindelse fik to lette point på kontoen. I skrivende stund ligger Fremad Valby sidst i tabellen med to point for seks kampe. Men det skal man ikke tage for gode varer, da holdet har måtte aflyse to kampe (heriblandt ovennævnte), mens det er blevet til tre et måls nederlag til henholdsvis FIF, Amager SK og HIK. I sidste sæson vandt Fremad Valby 19-15 over KH/ØHK, i det første indbyrdes opgør, mens man i anden omgang spillede uafgjort 15-15. Med tanke på sæsonens hidtidige resultater i OBVA-rækken, er det umiddelbart svært at sætte navn på et egentligt tophold, med undtagelse af FIF, da da de fleste af holdene har kunnet spille lige op med hinanden. Så umiddelbart kan søndagskampen i Valbyhallen falde ud til begge holds fordel, og hvor det er afgørende at holdene så at sige "rammer dagen".

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Døm selv kamp!

 

Kommentar: Per, Kenneth, Jesper og Erik J. har meldt afbud til kampen. Børge har trøjetasken. Per havde egentlig påtaget sig ansvaret for at medbringe øl men måtte melde afbud på søndag, da U16 pigeholdet i HK94 står uden træner her. Så Richard medbringer svalende humle til efter kampen.

 

Mødetid: 17:10 i Valbyhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 30/11 2008.

Ajaxkampen rykket til Svanemøllehallen.

I den 11. time har opmærksomme øjne på infosport set, at kampen mod Ajax Kbh. mod forventning ikke afvikles i Ryparkhallen, men derimod i Svanemøllehallen. Så til de aktive besøgende der måtte læse denne meddelelse, her til eftermiddag, afvikles kampen mod Ajax Kbh. i dag kl. 15:25 i Svanemøllehallen!

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Lørdag d. 29/11 2008.

Træning aflyst d. 3/12-08.

Onsdag, d. 3/12-08, er træningen i Svanemøllehallen blevet aflyst. Dette på baggrund af, at Old Boys spiller turneringskamp mod Amager HK kl. 20:00 i netop Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 27/11 2008.

Optakt Old Boys Veteran - Ajax Kbh.

Søndag eftermiddag, d. 30/11-08, gæster Vesterbroholdet fra Ajax Kbh. hjemmeholdet fra KH/ØHK i Ryparkhallen kl. 15:25. Det er første gang i denne sæson, at KH/ØHK og Ajax Kbh. mødes til kamp i OBVA-rækken. Ajax Kbh. har som Østerbroholdet fået en blandet start på sæsonen. Således har Vesterbroholdet slået henholdsvis Amager SK og HIK, mens det er blevet til et nederlag til Fremad Valby og to af slagsen til FIF. Veteranerne fra KH/ØHK fik en dukkert på Amager sidste weekend med et 10 måls nederlag. Så ser man på stillingen, i skrivende stund, kan det gå hen og blive en tæt kamp, der vil udspille sig i Ryparkhallen på søndag, mellem to gamle hæderkronede københavnerklubber - KH/ØHK og Ajax Kbh.

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen?.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Michael Westergren.

 

Holdansvarlig: Vakant.

Dommer: Per Baumann Eriksen.

Dommerbord: Henrik Hansen

 

Kommentar: Kenneth har endnu sin sæsondebut til gode, grundet afbud. Jean og Erik L. har ligeledes et afbud til kampen, da de er i henholdsvis Sverige og Tyskland. Jack er tilbage i truppen efter to kampes fravær. Jan Rud har problemer med sit ene knæ, og er tvivlsom til på søndag. Såfremt han ikke bliver klar er der mulighed for en substitut, venligst stillet til rådighed af OB. Erik J. har trøjetasken, og Kim og Michael medbringer øl.

 

Mødetid: 14:55 i Ryparkhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 20/11 2008.

Optakt Amager SK - Old Boys Veteran.

Efter en turneringsfri weekend, for Veteranholdet fra KH/ØHK, er det atter tid til kamp i OBVA-rækken. For på søndag, d. 23/11-08, skal Østerbroholdet en tur til "øen", hvor Amager SK tager imod i Sundbyhallen kl. 12:00. Amagerholdet har siden mødet med KH/ØHK i Svanemøllehallen tabt til henholdsvis Ajax Kbh. og FIF, mens den seneste kamp blev vundet knebent med 1 mål over Fremad Valby. Veteranholdet fra KH/ØHK skal derimod "ryste" den skuffende indsats, mod FIF i forrige weekend, af sig. Og med tanke på KH/ØHK's og Amager SK første indbyrdes opgør i denne sæson, i Svanemøllehallen, er der lagt op til en tæt dyst, hvor titlen med fordel kunne være: "En søndag på Amager".

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Kim Dyring - Børge Hansen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek - Michael Westergren.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Morten S. Haslev.

 

Kommentar: Kenneth, Jack og Richard har alle meldt afbud til kampen. Kim har trøjetasken, og Jesper og Jean medbringer humle til omklædningen For sidstnævntes vedkommende er der tale om hollandsk. Michael Westergren er ny i truppen til søndagskampen med en gæsteoptræden på Veteranholdet.

 

Mødetid: 11:30 i Sundbyhallen (Englandsvej 61).

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 6/11 2008.

Optakt Old Boys Veteran - FIF.

På søndag d. 9/11-08 gæster Frederiksbergholdet FIF, Veteranholdet fra KH/ØHK i Svanemøllehallen kl. 15:45. I skrivende stund indtager Østerbroholdet 1. pladsen i OBVA-rækken, på trods af en kamp færre spillet. I sidste kamp fik "natteravnene" fra HIK en sportslig "makeover", hvilket også var berettiget på baggrund af deres valg af spilletidspunkt. Gæsterne fra FIF har fået en traditionel god start på sæsonen. Således har holdet besejret Ajax Kbh., Fremad Valby og Amager SK, mens man (overraskende?) tabte til HIK. I sidste sæson vandt Veteranerne fra KH/ØHK og FIF hver et af de to indbyrdes opgør. Så på den baggrund er der i denne sæson også lagt op til et spændende opgør, når de to veteranhold fra KH/ØHK og FIF byder hinanden op til dans i Svanemøllehallen, søndag eftermiddag.

God Kamp!!!

 

Truppen til søndagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Kim Dyring - Børge Hansen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen.

 

Holdansvarlig: Vakant.

Dommer: Døm selv kamp! - Lennert Tingleff

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Kenneth, Jean og  har meldt afbud til kampen. Erik L. har trøjerne, mens Jesper og Jan Rud sørger for friske forsyninger, i form af koldt øl, til efter kampen.

 

Mødetid: 15:15 i Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Mandag d. 27/10 2008.

Optakt HIK - Old Boys Veteran.

Onsdag aften, d. 29/10-08, spiller Veteranholdet, ude mod HIK i Maglegårdshallen kl. 21:30. Et noget atypisk tidspunkt for en kamp i Old Boys Veteran A-rækken. Under alle omstændigheder er der dømt såkaldt "natkassekamp" i  Gentofte, onsdag aften. Holdet fra Hellerup fik, ligesom Veteranerne fra KH/ØHK, to lette point, i sæsonens første kamp, da Fremad Valby ikke kunne stille hold. Herefter vandt HIK 15-11 ude mod FIF på Frederiksberg. Et noget overraskende resultat da HIK er "nye" i rækken i forhold til sidste sæson. Under alle omstændigheder skal Veteranholdet fra KH/ØHK slå to fluer med et smæk onsdag aften. 1) Vinde kampen i Gentofte. 2) Gøre det klart det ikke er almindelig kutyme, at afvikle turneringskampe en onsdag aften kl. 21:30!

God Kamp!!!

 

Truppen til onsdagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Børge Hald.

 

Kommentar: Kenneth og Kim har meldt afbud til kampen. Jean har trøjerne, mens Jack og Per medbringer svalende humle. For Pers vedkommende må der være tale om den traditionelle 'indkitningsøl' til holdet.

 

Mødetid: 21:00 i Maglegårdshallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 23/10 2008.

Fremad Valby kampen aflyst.

Kort og kontant, som overskriften afslører, er lørdagens kamp i Ryparkhallen blevet aflyst. Gæsterne fra Valby har ikke kunne mønstre mand nok til kampen hvorfor Veteranholdet fra KH/ØHK, på et smalt grundlag, fik to nemme point på kontoen. Næste kamp er på onsdag d. 29/10-08 i "tv-kampen" kl. 21:30, hvor Veteranerne fra KH/ØHK vil give holdet fra Gentofte "Kamp til stregen" i Maglegårdshallen!

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Mandag d. 20/10 2008

Optakt Old Boys Veteran - Fremad Valby.

På lørdag, d. 25/10-08, tager Veteranholdet imod Fremad Valby i Ryparkhallen kl. 17:30. Veteranholdet fra KH/ØHK fik en god start på denne sæson ved at besejre Amager SK, hjemme i Svanemøllehallen, 20-19 i en lidt for spændende kamp. Gæsterne fra Valby blev erklæret taberdømt i sæsonens første kamp HIK. Måske pga. et vist (tv) kamptidspunkt i Hellerup? Holdet spiller sin næste kamp d. 23/10 ude mod FIF og herefter d. 25/10 i Ryparkhallen mod Veteranholdet fra KH/ØHK. Så umiddelbart er det et presset Valby mandskab der møder op i Ryparkhallen lørdag. Omvendt kan en hurtig kamp forinden, mødet med Veteranholdet i Ryparkhallen, være til gæsternes fordel, ved netop at have en frisk kamp med i bagagen.

God Kamp!!!

 

Truppen til lørdagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Børge Hansen - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Claus Berthelsen.

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Kenneth, Kim og Erik L. har, via. forum, meldt afbud til kampen. Jean har trøjerne, mens Jack og Per medbringer svalende humle. For Pers vedkommende må der være tale om den traditionelle 'indkitningsøl' til holdet.

 

Mødetid: 17:00 i Ryparkhallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Lørdag d. 18/10 2008.

Statistik for bl.a. trøjer og øl, denne sæson.

Det seneste tiltag på veteransiden, i bestræbelserne på at dokumentere afgørende emner for Veteranholdet i denne sæson, er at føre statistikker over de enkelte kampe. Her tænkes der ikke på den så ofte velomtalte og omdiskuterede topscoreliste, men derimod en konkret liste over hvem der, kamp for kamp, søger for de nødvendige arbejdsopgaver - LÆS: trøjevask og ølforsyning. Listerne vil, kamp for kamp, blive ajourført her på hjemmesiden, og kommer til at figurere på afsnittet

Sæsonen 08/09. Klik allerede nu ind og se, hvem der har påtaget opgaverne efter den første kamp. En lille note til kampprogrammet skal i denne forbindelse nævnes. For som det i skrivende stund ser ud, så er der en vis udekamp mod FIF i Frederiksberghallen, fastsat til Torsdag d. 1 januar 2009. Uha Uha! Det kommer der formentlig en løsning på, da FIF muligvis heller ikke vil billige denne dag som værende egnet til afvikling af turneringskamp i OBVA-rækken.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 9/10 2008.

Ny spiller på Veteranholdet.

Veteranholdet har i denne sæson fået en forstærkning til holdet i form af Per. Per har en fortid på bl.a. Politiets (PI) håndbold veteranhold, som har trukket sig fra OBVA-rækken. Der skal herfra H37.dk/oldboys lyde et stort velkommen til Per på Veteranholdet.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Søndag d. 5/10 2008.

Nyt tiltag på h37.dk/oldboys.

Seneste tiltag på Veteransiden er det nyoprettede fotoarkiv, hvor billederne fra diverse afslutningsfester, julefrokoster m.m. kommer til at ligge. Det bliver et såkaldt internt fotogalleri, som kræver et brugernavn samt password for deltagelse her. Aktive som passive på Veteranholdet får i nærmeste fremtid nærmere information om ovenstående via. e-mail.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Onsdag d. 1/10 2008.

Optakt Old Boys Veteran - Amager SK.

Meget symptomatisk for sæsonen 2008/2009 starter Veteranholdet med at spille første kamp hjemme mod Amager SK, onsdag d. 9/10 kl. 20:00 i Svanemøllehallen. I forrige sæsons sidste kamp, mødte Veteranholdet netop Amager SK og vandt i øvrigt kampen med 13-11. En sådan gentagelse er ikke af vejen, i forhold til  at få en god start på den nye sæson.

Træningen er for Veteranholdets vedkommende startet igen, og man har her valgt at fortsætte træningssamarbejdet med Håndboldklubben Old Boys. En ny aktør er i denne forbindelse kommet på banen, da HGI (Høje Gladsaxe Idrætsforening) også her ønsker et træningssamarbejde. Indtil videre har det resulteret i 5 træningspas, og med tanke på den forestående kamp, mod Amager SK, kan fornemmelsen og føling med "læderet" måske give et positiv resultat samt en fornuftig start på den nye håndboldsæson i OBVA-rækken.

God Kamp!!!

 

Truppen til onsdagskampen:

 

Målmand: Jan Rud Hansen.

 

Markspillere: Per - Richard Leth Christensen - Børge Hansen - Kim Dyring - Jack Henriksen - Erik Jensen - Jesper Johansen - Erik Larsen - Jan René Strojek.

 

Holdansvarlig: Jan René Strojek.

Dommer: Fontonato dela Cruz.

Dommerbord: Henrik Hansen.

 

Kommentar: Kenneth er pt. ude med en skade (lyskebrok), og forventes først klar i slutningen af oktober. Jean er ude på "øen", onsdag aften, men forventer at kunne stille klar til første dommerfløjt. En ny spiller har sluttet sig til Veteranholdet. Per, med en fortid i PI, debuterer i aften for Veteranholdet fra KH/ØHK. Børge sørger i øvrigt for svalende humle til efter kampen.

 

Mødetid: 19:30 i Svanemøllehallen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Torsdag d. 4/9 2008.

Opstartsfest d. 4/10-2008.

 

Hej Old Boys Veteran og ikke længere aktive!

Vi holder start-fest d.4.okt i HF ØBRO. Der er få tilmeldte; mange har endnu ikke givet tilsagn/meldt fra.
Første kamp i turneringen er søndag d.5.okt, så vi skal snart have flyttet den.
Giv besked på Forum senest d.10.sept.
Her vil vi vurdere om festen gennemføres.

Jesper og Børge

 

Skrevet af: Jesper og Børge


 

 

Lørdag d. 30/8 2008.

Vejledende turneringsplan.

Denne sæsons turneringsplan, i OBVA-rækken er nu tilgængelig på infosport. Og som udgangspunkt ser det ud til at man, fra klubberne og forbundets side, har indvilget i at imødekomme ønsket fra Veteranholdet fra KH/ØHK om flere kampe til næste sæson. Således skal hvert hold møde side modstandere 3 gange, hvilket gør at man nu kan afvikle 15 turneringskampe mod sidste sæsons 10 kampe. Kampprogrammet vil blive tilgængeligt her på siden under afsnittet Sæsonen 08/09. Men man kan allerede nu klikke her og se den vejledende turneringsplan. HIK er det nye hold i rækken, som erstatter PI.

Første kamp er fastsat til at være søndag d. 5/10-08 mod Amager SK, dagen efter opstartsfesten. Så der kunne det tænkes, at man skulle i dialog Amagerikanerne med henblik på en udskydelse af sæsonens første kamp.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Lørdag d. 30/8 2008.

30/08-08: Besked fra Old Boys.

Kjeld fra OB skriver følgende på 'forum':

Træning starter onsdag 3. september kl. 20.00 som altid.
Jeg har fået HGI med til at samtræne og de skulle stille med 5-6 mand per gang.
Så det bliver forhåbentlig muligt at spille på 2 mål med fulde hold igen, da vi møder med 6-7 mand i snit plus de 3-4 stykker fra Team København. VI SES ONSDAG.

 

Skrevet af: Kjeld, Håndboldklubben Old Boys


 

 

Onsdag d. 20/8 2008.

Flere kampe til den kommende sæson?

Der er her til aften blevet sendt en forespørgsel ud til jer aktive på Veteranholdet, via. E-mail, med en opfølgning på, og mere information omhandlende, flere turneringskampe til sæsonen 2008/2009. Der skal foretages en vurdering samt beslutning af ovenstående, hvilket også fremgår af rundskrivelsen.

 

Skrevet af: Henrik Hansen


 

 

Onsdag d. 13/8 2008.

Hjælp til "EF-Pakning".

Hej Old Boys ;-)
 
Jeg skriver til jer fordi vi hårdt står og har brug for lidt hjælp.
 
Det er sådan, at vi i seniorafdelingen pakker kuverter 3 gange om året for et firma der hedder EF sprogrejser. Pengene som vi tjener på disse pakninger er meget vigtige for at økonomien i Team Kbh. kan løbe rundt og klubben overhovedet kan bestå.
 
Vores næste pakning er allerede på lørdag d. 16. august kl. 9.00, og vi kunne virkelig godt bruge nogle ekstra hænder. Har i mulighed for at spørge rundt på jeres hold og hører om der er nogen der har tid.
 
Vi har lovet EF at stille med 30 mand, og hvis vi kan møde fuldtalligt op vil det ca. tage 4-5 timer max.
Pakningen ligger hos fragt firmaet, Samskip adr. Hammerholmen 39E, 2650 Hvidovre.
Er i sød at vende tilbage til mig enten på mail (christensen_majbrit@hotmail.com) eller tlf. 51382705.
 
Med venlig hilsen
 
Majbrit Hansen

 

Skrevet af: Majbrit Hansen, KH/ØHK


 

 

Mandag d. 30/6 2008.

Sommerferie på Veteransiden og sæsonen 2008/09.

Afslutningsfesten i H/F Øbro, d. 26/4-08 var sæsonen 2007/2008 sidste aktivitet i Old Boys Veteran regi. Juni måned går nu på held, og sommerferien venter forude. På den baggrund vil Old Boys Veteransiden gå på ferie, men vende stærkt tilbage til efteråret, hvor sæsonen 2008/09 skydes i gang igen.

Til næste sæson har håndboldklubben OB fået stablet et træningssamarbejde på benene med HGI. Således trænes der, til næste sæson, hver onsdag i Svanemøllehallen fra kl. 20 - 22. Første træningssamling er onsdag d. 3/9-08.

Noget andet, som der har været debatteret på Veteranholdet i denne sæson, er en eventuel udvidelse af OBVA-rækken med flere hold eller flere indbyrdes kampe blandt rækkens hold. På den baggrund ville man komme op og kunne spille mere end 10 kampe på en sæson, hvilket er et stort ønske for de fleste på Veteranholdet. Jesper har på den baggrund sendt en forespørgsel til KHF omhandlende ovenstående, som der vil blive taget stilling til, i forbundet, inden kampprogrammet til sæsonen 2008/2009 foreligger.

Sidst men ikke mindst er der opstartsfesten i Old Boys Veteran regi, der løber af stablen, lørdag d. 4/10-08 i H/F Øbro. Du kan klikke ind på "Opstartsfest 08" i menuen til venstre og læse mere om arrangementet.

Til sidst er der blot tilbage, at ønske Veteranholdet samt øvrige besøgende en rigtig god sommer!

 

Skrevet af: Henrik Hansen